søndag den 3. januar 2010

Artikler til Dissiplin..

B.T. | 20.09.2009 | Sport | Side 10 | 1117 ord | artikel-id: e1ae0f8a

Disciplin, principper og venskab

Alle i familien Wozniacki har været eller er professionelle sportsudøvere. Men hvad er det, familien Wozniacki kan? B.T. har forsøgt at finde svaret hos far og søn

Det regner. Hagler. Vejret er rigtig trist udenfor vinduerne. Gråt. Mørkt.

I Farum står to børn på 11 og 15 år og kigger på deres far med store øjne. Vi vil ikke, siger øjnene bedende. Faren forstår sine børn. Men han ved også, hvordan de to vil have det, når de har overstået løbeturen. Også selvom vejret er bedst egnet til indendørs aktiviteter. Han overtaler dem. Og ifører sig selv løbeskoene.

Efter turen smiler begge børn bredt igennem det regnvåde hår. De får pusten, bader, tager tørt tøj på og sætter sig derefter til bords. Moderen har kokkereret en lækker, sund og næringsrig middag. Og ganske rigtig. Børnene føler sig friske, og de smiler til deres far. Piotr Wozniacki smiler tilbage til Caroline og Patrik.

»Vi er vokset op med sport. Der var sport i fjernsynet og en masse sportsaktiviteter. Det var helt naturligt for os at gå i vores forældres fodspor. Senere bad de os om at vælge, om det skulle være på et seriøst plan eller som hobby. Og ingen af os var i tvivl,« siger Patrik Wozniacki.

I dag er han 23 år og spiller professionel fodbold i 1. divisionsklubben Frem. Hans søster er 19 år gammel og nummer fem på verdensranglisten over de bedste kvindelige tennisspillere i verden.

»Det kom gradvist. Lige fra barnsben har vi lært, at begyndte vi på noget, så skulle det også være 100 procent seriøst. Vi skulle arbejde stenhårdt. Det er den polske mentalitet, vores forældre har givet os. Der er meget seriøsitet og lidt leg,« forklarer han.

Skal Patrik forklare, hvilke værdier hans forældre har opdraget ham og hans verdensberømte søster efter, så er der et ord, der går igen og igen. Disciplin.

Uanset om det handlede om at være sammen med familien , med vennerne, om sport eller uddannelse. Hvis Wozniacki børnene valgte at bruge tid på noget, skulle det være helhjertet. De skulle være til stede i nuet.

»Disciplin. Principper. Venskab,« påpeger Piotr Wozniacki.

»Sådan får du succes. Måske får du ikke sportslig succes, men så får du succes i dit privatliv. Man skal behandle andre mennesker, som man gerne selv vil behandles, og så får man det ti gange igen. Men disciplin er det vigtigste af alt. Uden disciplin er det umuligt at opnå resultater,« fortæller familiens overhoved.

Han giver eksemplet, at små børn ofte græder, når de får serveret en middag, de måske ikke tror, de kan lide. De vil hellere have slik. Men det går også galt i sidste ende. De skal have ordentlig mad med vitaminer og næring. Spiser de alligevel middagen, går der ikke længe, før de er glade for, at de gjorde det.

»Mine børn skal gøre det, der er bedst for dem. Og det gælder også at kæmpe hårdt til træning. For til sidst kan de se resultaterne. De har brokket sig ind imellem, fordi det var hård træning. Og de fortalte, at de andre børn bare legede, men det var der ikke noget, der hed. For når de så fik succes, så kunne de se, at der var en ide i det,« beretter Piotr.

Hvad fatter gør, er altid det rigtige. Det har både Patrik og Caroline måtte erkende efter en opvækst, hvor de begge har udviklet sig til prægtige fysiske eksemplarer med karrierer på højeste plan. Men de har også udviklet en særlig evne til at altid at smile og være imødekommende. Succes kan ikke bruges til noget, hvis man ikke kan nyde den med andre, mener Piotr Wozniacki.

»Vi købte selvfølgelig slik, når vi ikke måtte, så vi ikke kunne spise om aftenen, og vi kravlede over hegnet til legepladsen udenfor åbningstid, så vi kunne gynge og rutsje i rutsjebanen, men vi var forholdsvis gode, pæne børn. Vi måtte ikke lave for meget juks i den. Hvis vi gjorde noget forkert, så forklarede vores forældre, hvordan tingene hang sammen. Ofte var man sur lige i øjeblikket og kunne ikke se, at det var forkert, men når man så senere kiggede tilbage, kunne vi jo godt se, at vi var forkert på den,« fortæller Patrik.

Han kan godt finde på at være lidt gammeldags, ham hans far, som Patrik siger. Den østeuropæiske mentalitet kan ikke undgå at skinne igennem alt, hvad Piotr foretager sig. Men det er også det, der virker, vurderer Patrik.

»Bare se hvor mange østeuropæere, der gør det godt i de individuelle sportsgrene. Bare se på tennis top 10. De er en masse russere, og så er der Caroline, som jo også har polsk baggrund,« siger Patrik og får opbakning af sin far.

»Jeg blev født i Østeuropa, og mine forældre har lært mig mange af de ting, som folk i Vesteuropa har glemt og mistet i dag. De havde penge, biler og tøj, og de havde nemt ved det. I Østeuropa var det svært at opnå noget, og man skulle kæmpe hårdt for overhovedet at komme nogen vegne. Det har jeg da selvfølgelig givet videre til mine børn,« fortæller Piotr.

I den Wozniackiske familie er der en klassisk fordeling af roller . Far har styr på de overordnede ting. Økonomien og strukturen. Mor har den rolle, der gør, at alle fire familiemedlemmer har det godt. Anna Wozniacki laver god mad, passer børnene, når de er syge, sørger for, at ingen mangler noget og tager sig af sin mand og to børn.

Piotr Wozniacki har ind imellem måtte stå model til gisninger om, at han pacede sine børn og var for hård ved sin søn og datter. Det afviser Patrik ikke direkte. Men han nuancerer billedet af sin far.

»Min far har været hård ved os, men kun lige til grænsen. Folk kan godt finde på at spørge os, om det ikke var hårdt, og så svarede vi ja, for det var det. Men når man har knaldet igennem til træning i to timer, så er det bare fedt bagefter. Vi har aldrig været ude i et fire timers pas, hvor vi ikke kunne se ud af øjnene bagefter. Sådan har det aldrig været,« uddyber Patrik.

Piotr Wozniacki ser sig selv som far. Ikke som træner. Han er manden, der gerne vil gøre alt for, at hans børn skal nå så langt som muligt. Han giver gode råd og bakker op.

»Jeg håber ikke, jeg har en særlig stor del i Carolines succes. Jeg hjælper hende så meget, jeg kan som far og som træner, men 95 procent af succesen er hendes fortjeneste. Jeg er bare hendes bodyguard og hendes taktiker. Jeg er mest far. Alle almindelige mennesker har en drøm. Caroline har bare en drøm om at blive verdens bedste tennisspiller, men hun er stadig bare en almindelig pige, og jeg vil hjælpe hende alt, hvad jeg kan,« siger Piotr Wozniacki.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar